Hvorfor er det egentligt så svært at ændre vaner og at forandre sig? Og hvordan kommer man i gang? En ting er sikkert: Selvudvikling, forandring og det at ændre vaner kræver mod. Her deler jeg erfaringer ift. selvudvikling, det at ændre vaner og at styrke modet til at komme i gang.
Modige mennesker
Jeg har lige mødt de 12 modigste mennesker…. De deltog på min rejse til Kalymnos i Grækenland.
De var dybt forskellige og kom af helt forskellige årsager. De var i alderen 31-80 år og var meget forskellige steder i deres liv. Alle havde de et kæmpe mod til at få set på og justeret gamle vaner og til at igangsætte en proces vedr. selvudvikling.
De kom for at arbejde henimod en hverdag med fx mindre stress, mere balance, færre bekymringer, bedre søvn, at stå mere sikkert i sig selv, håndtering af smerter, at bevare energien i mødet med andre og meget mere og andet. På denne måde havde de et KÆMPE mod. Mod til med venlighed og kærlighed at få set på og justeret gamle vaner, for på den måde at opnå en endnu bedre hverdag og kunne stråle, som de fantastiske væsener, de hver især er.
Hvad får du ud af din uvane eller dit problem?
Det kan lyde som en modsætning, men på et eller andet plan får vi noget ud af vores uvaner. Ellers havde vi allerede ændret dem. Det, vi får ud af vores problem eller uvane, kan være helt ubevidst. Det kan fx være trøst, omsorg, tryghed, beskyttelse osv. Derfor kan det (ubevidst) føles farligt eller som et tab at ændre en uvane, samtidig med, at vi selvfølgelig også rigtig gerne vil opnå noget nyt.
Så et godt sted at starte med at ændre en vane kan være ved at blive bevidst om, hvad du får ud af dit problem eller din uvane. Og når du er blevet bevidst om det, så spørg dig selv: hvordan du kan opnå det du ellers mister på en ny måde, som er mere hensigtsmæssig ift. den du er og eller det liv du ønsker at leve.
På den måde får du din underbevidsthed med på forandringen. Stritter underbevidstheden imod, så kan vi nemlig hoppe og danse uden at komme særlig langt.
Hvordan kommer du ellers i gang med at ændre vaner eller med en personlig forandringsproces?
Her er nogle spørgsmål og ideer, du kan tage fat i:
– Hvad får du ud af dit problem eller din uvane? Kan du få det på en ny måde samtidig med, at du forandre dig / ændre vaner / opnår dit nye mål?
– Start med det lette, så du hurtigt får succes. Det styrker motivationen til at fortsætte.
– Tjek din motivation på en skala fra 0-10. Hvis din motivation er under 7 eller 8, så start med at arbejde med din motivation frem for din forandring.
– Forestil dig, at du er i dit mål (se det, hør det, smag det, mærk det i kroppen). Det styrker din underbevidsthed, din motivation og din energi til at forandre dig.
– Gør mere af det, som giver dig ro og giver overskud. Det kræver overskud i krop og sind at gøre noget nyt.
– Vær mild og venlig over for dig selv i processen. Det modarbejder processen, modet og motivationen, hvis du hele tiden skælder dig selv ud og bebrejder dig selv.
– Begynd at skelne mellem det du har indflydelse på, og det du ikke har indflydelse på. Brug energien der, hvor du har indflydelse.
– Få kroppen med i processen ved fx at understøtte med yoga, yogaterapi eller andre former for kropsterapi eller bevægelse.
– Få din vejrtrækning med ved fx at lave åndedrætsøvelser og arbejde med din vejrtrækning.
– Selvudvikling og det at ændre vaner kræver mod. Hvad har du tidligere gjort som krævede mod? Husk det du tidligere har gjort eller opnået i din forvandlingsproces, det styrker dig og din tro på dig selv. Du har gjort det før, så du kan gøre det igen.
– Selvudvikling og forandring kræver tryghed. Hvordan kan du føle dig tryg i din forandring og proces?
– Hvordan kommer du i gang helt konkret? Hvad skal du gøre trin for trin? (Planlæg processen og sørg samtidig for, at det en realistisk).
Indre ro og selvudvikling i Grækenland