Er du hormonbims? Har du brug for nye perspektiver og nye måder at se og opleve dig selv og dine hormonelle udsving på? Er du måske også nysgerrig efter at vide, om hormon yoga kan være noget for dig? Så læs videre. I dette blogindlæg deler jeg mine erfaringer med hormonel ubalance og hormon yoga.
Jeg udtaler mig både på baggrund af mine erfaringer som yoga– og psykoterapeut, der hjælper kvinder med at finde fodfæste og ro i deres overgang. Og jeg udtaler mig som en kvinde, der selv har været hormon bims det seneste årstid i forbindelse med heftige præ-menopause symptomer. I den periode har jeg selv haft virkelig meget glæde af og genfundet balancen med hormon yoga.
Hormon yoga med Dinah Rodrigues-metoden
I starten af 2017 lærte jeg at undervise i Hormon yoga terapi hos brasilianske Dinah Rodrigues, som har udviklet Dinah Rodrigues-metoden – også kendt som HYT. Hormon yoga-terapimetoden har hjulpet tusindvis af kvinder til at få balance i hormonerne og opnå en bedre livskvalitet. Dengang jeg første gang lærte metoden at kende, var jeg 40 år gammel – uden de store hormonelle ubalancer.
Siden da har jeg undervist mange kvinder i HYT-metoden. HYT blev udviklet til at hjælpe kvinder med hormonel ubalance forbundet med overgangsalder. Det øger hormonproduktionen og balancerer hormonerne. Programmet har dog vist sig at hjælpe kvinder med hormonel ubalance generelt – også yngre kvinder.
Kvinder i overgangsalder-orkanen kan have gavn af hormon yoga
Mange af de kvinder, jeg har undervist i metoden, har stået midt i overgangsalder-orkanen og oplevet at være “hormonbims”. De har døjet med de klassiske fysiske og følelsesmæssige symptomer og reaktioner på menopause (overgangsalder) og præ-menopause. Det kan være: svedeture, hedeture, følelsesmæssig ubalance som modløshed, grådanfald, bekymringer og sorg, søvnløshed, hårtab, manglende energi, nedsat sexlyst, tørre slimhinder i skeden, kraftige blødninger, ustabil menstruation, øget følsomhed, irritation mv.
Dette og meget andet kan være symptomer på overgangsalder, også kaldet menopause – og før-overgangsalder, også kaldet præ-menopause. Præ-menopause-symptomer kan starte helt op til 8 år før den egentlige overgangsalder og starter i gennemsnit 4 år før den egentlige overgangsalder!
Andre kvinder med ustabil menstruation, PMS, menstruationssmerter, søvnbesvær, fertilitetsproblemer, polycystisk ovariesyndrom PCOS, nedsat sexlyst, lavt stofskifte m.m. kan også have gavn af HYT
Kvinder fra 35 år og op kan lave Hormon yoga fast – for velværets skyld og for at forebygge hormonel ubalance. Jeg har også undervist yngre kvinder med specifikke symptomer relateret til hormonel ubalance i Hormon yoga.
Kvinder med specifikke symptomer, som kan have gavn af Hormon yoga er: kvinder med voldsom PMS og cyklusbetinget tristhed, irritation, depression, fertilitetsproblemer, kraftige menstruationssmerter, søvnproblemer, ustabil cyklus, PCOS og kvinder med forstadie til knogleskørhed m.m.
Jeg havde selv gavn af hormon yoga – farvel til menstruationssmerter og søvnbesvær
Indtil 2020 havde jeg selv haft gavn af Hormon yoga i perioder, hvor jeg oplevede at være hormonbims. HYT fjernede mine menstruationssmerter og siden mit periodiske søvnbesvær. Alligevel var det ikke nok til, at jeg blev ved med at lave Hormon yoga på den lange bane, selv om jeg havde stor gavn af det.
Efter flere omgange af 3-5 måneders varighed var der andet af min yoga- og meditationspraksis, der trak mere i hverdagen.
Det er ikke svært at lave hormon yoga – men alligevel kan undskyldningerne være mange…
Det er ikke svært at lave hormon yoga, når man først har lært det. Det kræver lidt i starten, for der er mange små finurlige detaljer at huske, men når man har lært det, husker kroppen selv rutinen. Faktisk undrer jeg mig altid over, hvor kort tid det tager, og hvor godt det føles bagefter! Alligevel fik jeg det ikke gjort i længden. Vi har jo kun et begrænset antal timer i døgnet ja, undskyldningerne var mange… Eller måske stod udbyttet bare ikke mål med indsatsen for mig…? Endnu!
Når kroppen skifter ham – overgang til en ny livsfase
Midt i 2020 blev jeg for alvor hormonbims. Min cyklus forandrede sig – i nogle perioder blødte jeg kraftigt 3 uger i træk, andre gange sprang min menstruation en hel cyklus over. Mit humør var svingende på en måde, som jeg husker det, fra da jeg som 13-årig fik menstruation. Og jeg var fx grådlabil på en måde, jeg ikke havde oplevet i årevis. Når jeg formåede – midt i følelseshavet – at iagttage mig selv og mine følelser, var det egentlig meget smukt, synes jeg.
Smukt og naturligt
Det er selvfølgelig helt naturligt for en kvinde at få det sådan, når kroppen skifter ham. Og jeg oplever det som feminint at sanse livet fra min kvindeligheds perspektiv. Som terapeut oplever jeg, at overgangsperioden kan være forbundet med store forandringer både i det ydre og det indre. Nye valg, muligheder, prioriteringer – at vælge sig selv til, måske?
Noget slutter – og noget nyt starter
Nogle oplever måske sorg over børn, der flyver fra reden, eller sorg over, at muligheden for at få børn, bliver permanent lukket. Selv har jeg ikke fået børn. Det lykkedes ikke, dengang jeg prøvede, og det var jeg meget ulykkelig over på det tidspunkt. Men nu, hvor døren – stort set – er lukket permanent, er det på en måde en lettelse at få endelig afklaring. Sådan skulle det åbenbart være – og jeg føler accept og fred. Nogle føler måske sorg over kroppen, der forandrer sig, og ungdommen, der forgår. Men det kan også være en befrielse. En mulighed for at opprioritere sig selv. Udleve sine drømme og dyrke sit eget væsen.
Værdighed – VÆR-DIG-HED
Jeg er begejstret for forfatter og seer Tanja Eskesens beskrivelse af rummet ”Bag den røde dør”. Hun skriver, at vi NU har mulighed for at træde ind i vores fulde kraft, være et erfarent livstræ og stå stærkere i vores egen værdighed (vær-dig-hed – I LOVE IT ). Vi kan vælge at fokusere indad og være og leve i vores livskraft og visdom. Og det giver – måske – mulighed for, at vi kan møde os selv i vores sårbarhed.
Være mere ærlige og vise, hvem vi i virkeligheden er, som Renée Toft Simonsen skriver om i bogen ”Jeg er f*cking hot”. Ovennævnte to bøger er i øvrigt bøger, som jeg varmt kan anbefale til dig, der nærmer dig eller står midt i overgangsalderen – eller er på den anden side og vil møde dig selv med stolthed og ærlighed.
Mød dig selv med kærlighed
Selv om det er helt naturligt for en kvinde at møde en række fysiske og følelsesmæssige storme, når kroppen skifter ham, er det i min verden kærligt at gøre noget ”der letter” overgangen. Det kan handle om måden, vi møder os selv på.
Det betyder overraskende meget, hvordan vi møder os selv – om vi møder os selv med bebrejdelser og vrede eller med venlighed, kærlighed, omsorg, accept og måske endda med nysgerrighed over det nye, der sker i vores krop og sind. Det kan også handle om at drage omsorg for kroppen og gøre noget, der letter ens symptomer helt lavpraktisk. Det kunne fx være hormon yoga.
Selv ville jeg i hvert fald gerne have det bedre og genfinde fodfæstet, da det blev min tur til at få en tur i overgangscentrifugen.
Kunstige hormoner, hormon tilskud, lidelse – eller måske hormon yoga-terapi?
Vi kan komme dertil, hvor vi ønsker at hjælpe hormonerne lidt på vej. Ikke for at fornægte den nye fase, vi er på vej ind i, men for at kunne stråle og nyde rejsen ind i det nye endnu mere. Selv kunne jeg ikke drømme om hormontilskud i nogle former, hverken kunstige eller plantebaserede, i forbindelse med min kommende overgangsalder og mine nuværende præ-overgangsalder-symptomer. Det er bare ikke rigtigt for mig. Jeg kan sagtens forstå, at det er det rigtige for andre.
Kroppen kan selv genoprette hormonbalancen
Jeg tror SÅ MEGET på, at kroppen selv kan – så for mig var det selvfølgelig oplagt at komme i gang med Hormon yoga igen, igen. Også selv om den gynækolog, jeg blev undersøgt af efter en lang og kraftig blødningsperiode sidste år, synes, at det kunne ”løses så nemt og uden væsentlige bivirkninger med en hormonspiral.” Det var DET, der gjorde, at jeg – endelig – fik lagt et program, hvor det kunne lykkes for mig at lave Hormon yoga rutinemæssigt i min hverdag.
Motivation, intention og fastholdelse
Jeg har erfaret, at det vigtigste for at fastholde sin Hormon yoga-praksis (som så meget andet) er en høj motivation og en tydelig intention. Og så at få lavet en realistisk og bæredygtig plan for, hvordan og hvornår Hormon yoga skal laves i hverdagen. Og hvis vi kommer fra det, så er det selvfølgelig helt okay – så har vi jo stadig muligheden for at komme i gang igen på en endnu mere holdbar måde sidenhen. Nogle gange skal man lige prøve 2 gange, før man finder DEN opskrift, der virker i hverdagen – det skulle jeg i hvert fald.
Sæt en kraftfuld intention
For rigtig mange kvinder er det ikke motivation nok at være hormonbims og få det MEGET bedre. Hormon yoga kan måske føles som en tidsrøver, der er i konkurrence med rigtig meget andet – at der simpelthen ikke er tid til det hele. Heller ikke selv om hedeture eller andet føles RIGTIG SLEMT. Jeg har mødt mange kvinder, som har oplevet stor effekt af Hormon yoga-programmet, men alligevel har svært ved at fastholde deres praksis i længden. Derfor vil jeg anbefale, at du sætter en kraftfuld intention på forhånd, såfremt Hormon yoga lyder som noget for dig.
Hvis din intention kun er forbundet med det, du gerne vil væk fra (fx svedeture, hedeture eller menstruationssmerter), så kan det være svært at holde motivationen oppe i længden, når du er træt og hellere vil ligge på sofaen eller hygge dig sammen med andre.
Hvad er DIN intention?
Hvis du derimod sætter en kraftfuld intention, som er positivt formuleret (dvs. uden at bruge ordet ”ikke”) og hænger sammen med det, du brænder for (din livsopgave, mission eller noget andet dybtfølt og meningsfuldt for dig), så vil du stå meget stærkere. Så vil Hormon yoga ikke være målet for at slippe for symptomer på hormonel ubalance, men derimod midlet (eller et af midlerne), der kan hjælpe dig på din vej i livet helt generelt.
Fastholdelse i hverdagen – mine erfaringer
Selv prøvede jeg i starten at putte Hormon yoga ind som opvarmning til min almindelige yoga- og meditationspraksis om morgenen. Men det skete gang på gang, at jeg løb tør for tid. Så fik jeg kun lavet Hormon yoga, men ikke den øvrige yoga, som jeg brænder for. Og det var bare ikke holdbart for mig. Om aftenen før sengetid har jeg meget mere lyst til at lave Yin yoga, som forbereder mig til natten, lader mig fordøje dagens oplevelser og giver ro.
Men så pludselig fik jeg den idé at lave Hormon yoga som det første efter fyraften. Det har været genialt og langtidsholdbart for mig – i over et år nu. Det er det perfekte gearskifte for mig, og de 4 dage om ugen jeg laver Hormon yoga er nu ”yoga-bonusdage” – frem for dage, hvor jeg bliver snydt for noget andet. Det gavner mig på så mange planer.
Hvornår passer det for dig?
Inden du går i gang (eller i gang igen), kan det være en god idé at få lavet en realistisk plan for, hvornår der er plads i DIN kalender til at lave Hormon yoga – også i det lange løb. Spørg dig selv: Hvornår kan Hormon yoga være en bonus frem for en tidsrøver? Forvent at det (når du har lært at lave programmet) tager 20-30 minutter at gennemføre HYT-programmet.
Hormonbims med stolthed – vild effekt
Jeg har oplevet, at mine symptomer er blevet radikalt ændret, efter jeg begyndte at lave Hormon yoga. Som hos de kvinder, jeg har undervist i Hormon yoga mere end 4 år, blev mange af mine symptomer reduceret allerede efter første måned. Faktisk var 10 af mine symptomer reduceret med 100 %, mens et enkelt var reduceret med 66-67 % og et andet var steget med 25%. Et tredje symptom var uændret efter en måned, men til gengæld reduceret 100% efter 6 måneder. Jeg fulgte mine symptomer på en skala fra 0 til 3.
Forstået på den måde, at 0 = ingen symptomer, mens 3 = meget voldsomme symptomer. Målingen (se nederst i indlægget) er fra et symptomskema, jeg også udleverer til kvinder på kurser i Hormon yoga (online eller en-til en). Jeg deler mine målinger med dig fra hhv. start, efter 1 måned og efter 6 måneder (“åbn” effekten af min praksis herunder).
Hvordan kommer man i gang?
Første måned laver man hormon yoga hver dag så vidt muligt (dog ikke dage med menstruation). Derefter laver man hormon yoga 3 til 4 gange om ugen – det kan også være hver anden dag (hos mig er det mandag, onsdag, fredag og søndag). Jeg er SÅ imponeret og stolt over alt det, der sker og er sket i min krop. Og jeg er glad og stolt over, at jeg har kunnet give min krop og mit sind endnu mere ro og omsorg ved at tilføre hormon yoga.
Det hjælper mig til at leve i livsglæde med alt det andet, jeg brænder for og ønsker. Og det har givet mig mere ro og overskud til at kunne gå på opdagelse i denne nye livsfase og til at møde den og mig selv med mere kærlighed, omsorg og venlighed.
Skal jeg lære dig at anvende hormon-yoga?
Se her:
ONLINE-kursus i hormon yoga – hormon yoga pakke
Individuelle forløb med fremmøde i Odense
Vil du vide ENDNU mere om hormon yoga – se min artikel i yogamagasinet Prana fra 2018
Har du spørgsmål om hormon yoga – se FAQ om hormon yoga nederst HER
Farvel til at være hormonbims – lær at anvende hormon yoga-metoden
”Hormon yoga-kursuspakken” giver dig alt det, du har brug for, for at lære at lave Hormon yoga og fastholde din praksis efterfølgende. Pakken indeholder videoer, workshops, lydfiler, en e-bog og meget mere. Kom i gang i dag,