
Blod er ikke tykkere end vand
– Et nyt projekt om brud mellem voksne børn og deres forældre
Har du brudt med din far eller mor?
Og vil du dele din historie?
Du er ikke alene – selv om du måske føler dig alene.
Jeg har selv gået vejen. Og jeg ved, at det er svært.
Med projektet “Blod er ikke tykkere end vand” vil jeg gerne skabe øget viden om livet efter et brud mellem voksne børn og deres forældre.
Jeg ved, at det aldrig er simpelt, og at det er smertefuldt for alle, der er involveret.
Projektet skal gerne blive til en bog, som kan hjælpe andre, der står i en lignende situation. I første omgang har jeg fokus på voksne børns perspektiver, tanker og følelser.
Lyder det relevant for dig, og vil du deltage i et interview?


Vil du være med?
Interviewene finder sted mandage og tirsdage i august og september 2025.
Jeg kan komme til dig, du kan komme til mig i Odense centrum eller vi kan mødes på zoom.
Send en mail til info@indrero-odense.dk. Så vender jeg tilbage med nogle uddybende spørgsmål.
Har du brudt med din far eller mor? Og vil du vide mere om undersøgelsen?
Fakta
- Jeg søger i første omgang 10-20 deltagere til undersøgelsen. Deltagerne er voksne mænd og kvinder, som lever med en brudt relation til deres far eller mor
- Brud kan defineres som ophør af al kontakt. Det kan også være mere følelsesmæssigt og blot betyde næsten ingen kontakt eller midlertidig afbrydelse af kontakten mv.
- I undersøgelsen forholder jeg mig åbent til, hvad et brud betyder for dig
- Interviewene finder sted mandage og tirsdage i august og september 2025
- Mit mål er at bidrage med mere nuanceret viden om dette underbelyste emne
Mine faglige og personlige vinkler
Jeg er psykoterapeut og støtter jævnligt mine klienter i at håndtere familiekonflikter – heriblandt brud.
Jeg er også antropolog og har tidligere arbejdet med slægtskab og familieforståelser i et antropologisk perspektiv.
Privat har jeg selv en brudhistorie bag mig, og jeg har på egen krop oplevet konsekvenserne af, at der er mangel på nuanceret og fordomsfri viden om emnet. Blandt andet i selvhjælpsbøger, hvor jeg tit har oplevet et ensidigt fokus på forsoning. Det kan være den rette vej for nogle – men ikke for andre. Så der er brug for flere muligheder, vinkler og veje.
Af disse grunde drømmer jeg om at bidrage med mere nuanceret viden om emnet, så flere kan få den rette støtte og opleve, at de ikke er unormale, forkerte eller alene. Uanset om de vælger et brud eller foretrækker forsoning.
Varme hilsener,
Helene Lysekilde Goldberg
Antropolog, psykoterapeut og forfatter
Vil du vide mere?
