
Vi taler ikke nok om det. Men der er brud i mange familier…
Intet forekommer mere selvfølgeligt og ubrydeligt end relationen mellem forældre og børn. Men på trods af kulturelle normer og forestillinger om blodets ubrydelige bånd er der dog ingen garanti for, at familierelationer er ligetil eller lykkelige. Familierelationer kan blive så vanskelige eller smertefulde, at de fører til brud.


Hver femte har brudt med sin familie
Ifølge en Gallupundersøgelse fra 2019 har hver tredje dansker på et tidspunkt overvejet at bryde med den nærmeste familie. Og hver femte har rent faktisk gjort det. En anden undersøgelse (foretaget af analysefirmaet Nordsat i 2019) viste, at knap 8 procent havde brudt med en mor eller en far, og at tallene stort set var uændrede over en periode på 10 år. Så der er brud i mange familier…
Er det okay at slå op med sin familie?
De seneste år har debatten i medierne omkring brud mellem voksne børn og forældre været oprørt og delt vandene. Det er blevet debatteret, hvorvidt brud mellem voksne børn og forældre forekommer hyppigere end tidligere. Debatten får følelserne i kog, og vandene er delte mellem, hvorvidt og hvornår det er okay at bryde med sin familie.
Brud mellem forældre og voksne børn er både tabubelagte og underbelyste
Der findes ingen undersøgelser, som bekræfter, at brud mellem forældre og børn forekommer hyppigere end tidligere. Der er dog ingen tvivl om, at der de seneste år er kommet mere fokus på emnet.
Brud mellem forældre og voksne børn er både tabuiserede og underbelyste. En engelsk undersøgelse fra 2015 viser fx, at brud i familien kan medføre skyld, skam og ensomhed – men også lettelse og ny livsglæde. Den manglende viden og åbenhed om disse modsatrettede reaktioner kan gøre det ekstra smertefuldt for de involverede at gennemleve et brud.
Den engelske undersøgelse viser også, at brud ofte er komplekse, at de kan være periodiske og udspille sig ad flere omgange. Derudover peger erfaringer på, at familiebrud ofte har en dominoeffekt og dermed kan påvirke andre relationer og livsområder.
Projekt “Blod er ikke tykkere end vand” skal skabe fordomsfri viden
Jeg har nu dedikeret en del af min arbejdstid til projektet: Blod er ikke tykkere end vand.
Jeg er psykoterapeut og støtter jævnligt mine klienter i at håndtere familiekonflikter – heriblandt brud.
Jeg er også antropolog og har tidligere arbejdet med slægtskab og familieforståelser i et antropologisk perspektiv.
Privat har jeg selv en brudhistorie bag mig, og jeg har på egen krop oplevet konsekvenserne af, at der er mangel på nuanceret og fordomsfri viden om emnet. Blandt andet i selvhjælpsbøger, hvor jeg tit har oplevet et ensidigt fokus på forsoning. Det kan være den rette vej for nogle, men ikke for andre. Så der er brug for flere muligheder, vinkler og veje.
Jeg drømmer om at bidrage med mere nuanceret viden om emnet, så flere kan få den rette støtte og opleve, at de ikke er unormale, forkerte eller alene.
Varme hilsener,
Helene Lysekilde Goldberg
Antropolog, psykoterapeut og forfatter
Vil du vide mere?
Kilder i bloggen:
Undersøgelser:
- Gallup 2019 om tilgivelse foretaget for Berlinske
- Nordsat i 2019 foretaget for Jyllands-Posten
- Hidden voices. Family estragement in adulthood gennemført af University of Cambridge and Stand Alone 2015
